Helligtrekonger
De tre vise mænd - kongernes tilbedelse.
Udsnit af procession frem mod Maria med barnet.
Mosaikudsmykning, ca. år 500
S. Apollinare Nuovo, Ravenna
(Matthæusevangeliet, kapitel 2, vers 6.11).
Stjernen leder de tre vise mænd - der måske var stjernetydere fra Babylon - til Marias barn i Bethlehem.
Nissedragterne, bukser og røde frygiske huer, røber deres orientalske herkomst. I egenskaber af konger, iført kostbare kapper, bringer de gaver til Jesus som deres Herre, kongernes konge: guld, røgelse og myrrha.
Legenden har givet de tre hellige konger navnene Balthasar, Melchior og Caspar. I oldkirken repræsenterede de hver sin alder, den unge, den modne og den gamle mand. En middel-alderlig overlevering har yderligere udstyret dem med hver sin hudfarve, sort, brun og hvid som repræsentanter for hver af de kendte verdensdele, Afrika, Asien og Europa, og som et symbol på, at hele verden var på vej til at finde Jesus straks efter hans fødsel.
Helligtrekongersdag fejres 6. januar og hedder på græsk "epifani", d.v.s. "åbenbaring", til minde om at Gud på denne dag blev synlig for verden.
|
|
|