50 dage efter påske, den dag, hvor jøderne fejrede førstegrøden af hvedehøsten, sker der noget fantastisk: Disciplene er forsamlede i Jerusalem. De sidder bange og sørgende sammen og savner deres læremester og ven Jesus. De mindes ham.
Og pludselig går der som en vind gennem rummet, og det er, som en ild opflammer dem og oplyser dem. Pludselig tror de på alt det, Jesus har fortalt dem. Pludselig er kraften som ildsluer inden i dem og på deres tunger, og de kan selv forkynde det gode budskab: om troen på tilgivelsen, håbet om at ethvert menneske betyder en forskel i Verden og lever videre i evighed, og kærligheden mellem mennesker. - Alt sammen fordi Gud forlods tilgiver alt og lover os et evigt liv og elsker os ligegyldigt hvad, sådan som Jesus har sagt det.
Nu er det, som Jesus har forsøgt at lære dem, pludselig en del af dem selv, og de kan - og tør - kommunikere med hele Verden.
Billedet er et stofmaleri i buddhistisk stil. I Asien er flammen symbol på Guds rensende magt. Flammer stiliseres ofte som bladet fra det træ, "bodhi"-træet, som Buddha modtog sin "oplysning" under.
Thaimaleriet afgrænser med sit tæppe det rum, hvor disciplene som en stor familie mødes.
Ifølge denne fremstilling er der også børn til stede ved pinsen, og Helligånden tænder også en flamme i dem. Dragterne viser, at både kvinder og mænd, fattige og rige var og er Jesu disciple.
I Thailand er farven rød symbol for himlen. Den røde farve skal huske på, at himlen kom til menneskene i pinsen.
I Vesten er rødt ildens og kærlighedens farver, som minder os om, hvordan varmen, kærligheden og kommunikationen genoprettes i Verden i pinsen.
Og hvordan den kristne kirke blev skabt på denne dag.