Præsten ord

Præsten ord

Præsten ord

# Nyheder

Præsten ord

Dagen blir’ så kort ved Allehelgen…

Det er egentlig titlen på en salme fra 100 Salmer, men det er også en erfaring, som mange gør sig: når tiden nærmer sig Alle helgen, så er der efterhånden ikke mange lyse timer tilbage. Vintertiden står lige for døren, det bliver tidligere og tidligere mørkt. Når mørket sænker sig, så betyder det at dagen er ved at nå sin afslutning. Og det kan være svært, når klokken kun er halv fem om eftermiddagen.

Når Alle helgen sænker sig, så bliver vi mindet om livet. Og at dét også slutter. Og når vi tænker os om, så ved vi det godt med vores forstand, vores ræson, vores fornuft. Men når vi har erfaringen andetsteds i os, så bliver det for mange en barsk virkelighed. Men døden er virkelig. Og den er uomgængelig for os. Alle skal vi erfare den kolde istaphånd (billedet er hentet fra Salme 538 i salmebogen). Dagen bliver virkelig kort ved Allehelgen.

Dagen blir så kort ved Allehelgen, 

træet mister snart sit sidste løv, 

 kulden kommer, også vi må fryse, 

 når vort liv bliver aske, tab og støv. 

 (Salme 837, vers 1)

I kirken er døden altid tæt på. Ikke kun med bisættelsen/begravelsen, men også i Gudstjenesten. I mindefesten for Jesu død og opstandelse, som vi samles om hver søndag. Men her forkyndes tillige det glædelige budskab om, at dødens magt er besejret ved Jesu opstandelse fra de døde. Apostlen Paulus skriver sin tolkning af Kristusbegivenheden i sit brev til menigheden i Korinth. Der står blandt andet:

Døden er opslugt og besejret. 

 Død, hvor er din sejr? 

 Død, hvor er din brod? 

(1. Korintherbrev 15,54-55)

Det betyder ikke, at døden ikke længere findes. Det gjorde den på Paulus’ tid, og det gør den stadig. Men det betyder, at dødens magt må bøje sig for Guds magt. Det betyder, at vi ikke møder den alene. Det betyder at vi når vi erfarer døden, så kan vi tro på – som en stok og stav (jf. Salmernes Bog 23) – at Gud er med os. Og derfor er Allehelgen også en tid for håbet.

Vi går de mørkere timer i møde, men der kan vi også huske på, at det er i mørket lyset skinner. Det var om natten at Gud kom til verden i det lille Jesusbarn.

Derfor lyder sidste vers i denne nyere salme også (ganske stærkt):

Håbet liver op ved Allehelgen, 

 asketræets grene sætter knop, 

 evighedens morgensange klinger, 

 Kristus lever, mørket lyser op


Sognepræst Simon Buchwald

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed