Instrumenter i Sct. Mikkels Kirke

Orglet illustrerer ærkeenglen Mikael med udbredte vinger

Hovedorglet i Sct. Mikkels kirke

 

Der er mange ting at være glade for ved Sct. Mikkels Kirke, blandt andet huser kirken et fantastisk hovedorgel. Orglet har igennem et stykke tid været under renovering, men den 15. februar 2021 blev orglet endeligt godkendt af Kirkeministeriets orgelkonsulent. Orgelkonsulenten skriver blandt andet:

 

»Jeg har været forbløffet over orglets usædvanlige høje kvalitet, såvel klangligt som i designet og den snedkermæssige udførelse.«

 

Orglet er bygget af Marcussen & Søn, Åbenrå, og blev indviet i 1961. Det er intoneret af P.G. Andersen, som også har tegnet den markante facade, der skal illustrere ærkeenglen Michael med udbredte vinger. Facaden er udført af gamle ege fra Antvorskov.

Orglet består nu af 35 stemmer, der fordeler sig på 3 manualer og pedal. Der er netop påbygget et setzeranlæg med 8.000 kombinationer. Et setzeranlæg er et elektronisk hjælpemiddel, der kan udføre en serie af forprogrammerede klangskift på et orgel.

 

Kororgelet i Sct. Mikkels Kirke

 

Sct. Mikkels Kirke råder allerede over et stort og godt orgel. Instrumentet kan høres hver søndag til gudstjeneste, ligesom det flittigt bliver brugt ved kirkelige handlinger og koncerter.

 

Desværre er pladsforholdene på orgelpulpituret i vest meget begrænsede, hvilket vanskeliggør opstilling af korsangere og instrumentalister – især ved musikgudstjenester og koncerter.

 

Desuden holder kirken året igennem en række mindre andagter og gudstjenester, hvor selve gudstjenesten eller andagten og dens deltagere er centreret i kirkens østlige del. Her er afstanden til orglet i vest for stor, og vi har derfor hovedsageligt anvendt klaver.

 

Det var derfor lidt af et held, da Slagelse Provsti efter bygningen af det nye orgel i Antvorskov Kirke foreslog, at det tidligere orgel herfra kunne anvendes som kororgel i Sct. Mikkels Kirke.

 

Der er tale om et lille fint orgel med 4 stemmer bygget af P.G. Andersen i 1989. Orglet har netop en størrelse, hvor det kan anvendes som ledsageinstrument til salmesang ved mindre gudstjenester, og som akkompagnement til korsang, hvor der grundet placeringen på gulvet, nu bliver plads til både sangere, solister og instrumentalister.

 

Øvrigt instrumenter i Sct. Mikkels Kirke

 

Der er også et klaver i kirkerummet, et el-klaver på orgelloftet, et flygel i Pakhuset og et ældre klaver i Pakhusets parterre.