Vandet stiger

’Det handler om at føle sig tryg’. Det var engang mottoet for et kendt forsikringsselskab, og det er virkelig et godt motto. Det taler til os alle sammen, fordi det taler ind i den bekymring og frygt, vi på den ene eller anden måde tumler med. Tænk, hvis man kunne føle sig mere tryg når det gælder økonomi, helbred, kærlighed, fremtiden. Men frygten og bekymringerne har det med at komme snigende. Aldrig så snart føler man sig tryg hér, før utrygheden melder sig dér. Det er skruen uden ende.

En præst kommer til byen

Lad mig give et konkret eksempel: Jeg kender en præst der har fået arbejde i en større provinsby et sted på Sjælland. Glæden er stor. Sikke et privilegium at få arbejde i byens store og smukke kirke; at få lov til at arbejde sammen med dedikerede mennesker og være præst for de mennesker der bor i byen. Nu gælder det bare om at finde et godt sted at bo.

Boligjagten

Boligjagten går ind. Det er spændende sådan at tænke på hvor man skal bosætte sig; at tænke på fremtiden. Men lige så stille begynder bekymringerne at melde sig: klimaforandringer fylder pludselig meget, både i medierne og virkeligheden. Der sættes hele tiden nye klimarekorder – på den dårlige måde. 100 års hændelser bliver den nye normal, og man kan bestemt ikke udelukke at en 1000 års hændelse pludselig indfinder sig.

Klima-angst

Det er alarmerende. Han begynder at følge med i alt det skriveri der er om sikringen af de danske kyster; om risikoen for stormflod og oversvømmelse og skybrud. Rapporter viser at vandet kommer til at stige, og det er ikke sådan lige at dæmme op for vandmasserne der kommer fra havet, fra himlen og endda fra undergrunden; for også vandspejlet stiger. Han kigger på digitale klimakort med fremskrivninger af vandstande, og undervejs lærer han nyt om Danmarks geografi. Fx vidste han ikke at en by som Slagelse ligger usædvanlig højt over havets overflade; ja, byens store kirke ligger endda hele 50,5 meter over havets overflade! Og han forestiller sig hvordan han sammen med byens borgere vil stimle sammen i kirken når stormfloden kommer.

Familier som vores

Og så er der Thomas Vinterbergs nye dramaserie som tager udgangspunkt i netop dét: danskerne må evakueres fordi vandet stiger i havene. Danskerne bliver klimaflygtninge. Redde sig hvo som kan. Præsten sidder hver uge og følger med i serien, og nu begynder han også at google alt muligt (og det er som bekendt aldrig en god idé, hvis man føler sig lidt utryg…). Han gør det nærmest i smug, for han skammer sig lidt. Det, han leder efter, er noget der kan gøre han tryg og sætte ham i stand til at træffe gode beslutninger om fremtiden. Men den nye viden gør ham ikke mere tryg, tværtimod. Han bliver mere forvirret og mere utryg – og det handler jo om at føle sig tryg. Vi forlader her den bekymrede præst som måske nok var på vej ud på et skråplan.

Stormfloden kommer

Det slår mig at frygten for den stigende vandstand er et billede på nogle grundlæggende livsvilkår som vi alle deler med hinanden på trods af meget forskellige livsvilkår. Ingen kan redde sig når stormfloden eller krigen eller sygdom vælter ind over os. Det er et budskab, Thomas Vinterberg viser os klokkeklart. Ingen går fri når vi klædes af til skindet, heller ikke smukke mennesker i smukke gamle villaer med havudsigt på Danmarks dyreste adresser et sted i 2900 Happines i Hellerup.

Modig og magtesløs

Det, vi har brug for nu og til enhver tid, er mod. Mod til at træffe de rigtige beslutninger, men frem for alt modet til at se os selv og hinanden i øjnene og forstå at livet koster livet. Kristendom handler om dét mod. Budskabet er ikke sentimentalt eller drømmende, men realistisk. Det handler om at være til i en verden hvor vi gang på gang fejler i livet med hinanden. Go’e gamle Nietzsche, der ikke var populær i sin egen levetid, sagde drillende: ”Jeg har modet til min dårlige smag”. Med det mente han, at han havde modet til at sige sandheden og sætte ord på hvordan mennesker drives af frygt, begær og magt – ligesom drengen i eventyret der kunne se at kejseren slet ikke havde noget tøj på. Sådan skal vi også have modet til at sige sandheden – og derefter skal vi have modet til at tro på det besynderlige budskab som den altid overivrige Paulus (der også havde modet til sin dårlige smag) bliver mødt med da Kristus viser sig for ham: 

”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Sognepræst Lars K. Bruun