Den gode livsrytme

Jeg er vokset op med den opfattelse, at det at slå korsets tegn i dagliglivet var noget katolikker gjorde. Ikke noget for os lutheranere. Vores tro er inderlig og usynlig og sofistikeret og har ikke brug for sære fagter og ydre ting.  Jeg blev derfor lidt overrasket, da jeg læste, hvad Martin Luther har at sige om at bede morgen- og aftenbøn. Det hedder i hans lille katekismus (Den danske Salmebog s. 882): ”Om morgenen, når du står op, skal du gøre det hellige korsets tegn for dig...”

Herefter skal man takke Gud og bede en morgenbøn. Om aftenen skal man gøre det samme.

Korsets tegn morgen og aften!

Vores lutherske kirkefader lyder jo nærmest katolsk.

Men det er måske os, der har glemt, at korsets tegn, morgenbøn og aftenbøn, hverken er specielt katolsk eller specielt protestantisk. Det er blot almindelig, klassisk kristendom. ”Beder du til Gud?” spurgte en af konfirmanderne. Ja, var mit svar, men det er ikke sikkert, at andre altid kan se det.

Og det er jo stadig en vigtig pointe. Vi stiller os ikke op på gadehjørner eller lægger os midt på Rådhuspladsen, når vi skal bede. Vi kender jo ordene: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og bed til din fader.” Han ser det, andre ikke ser. Og det er Hans blik og Hans blik alene, der er afgørende.

At slutte dagen med at sige tak og bede om beskyttelse og tilgivelse for sig selv og sine er det samme som at lægge sit liv i Guds hånd. Og indstille sig på at tage imod det, Gud vil tilskikke os og vore kære.

For nyligt hørte jeg et interview med en kendt britisk historiker og forfatter, Niall Ferguson. I en alder af næsten 60 år er han blevet døbt sammen med sin muslimsk fødte kone, Ayaan Hirsi Ali og deres børn. Der er efterhånden en hel del intellektuelle, der træffer det valg og det er interessant i sig selv.

Niall Ferguson er en meget klog mand, men det han fremhævede ved sit liv som kristen var ikke noget højpandet, dybsindigt eller vævende om tro og tvivl. Det var derimod praksis. Kirkegang. Ikke engang imellem, men søndag efter søndag.

Det var heller ikke en meget speciel kirke han opsøgte, men derimod en almindelig anglikansk kirke, der fulgte den klassiske liturgi. ”Det er vigtigt for hele familien at gå i kirke”, udtalte han.

Han understregede, at vi har brug for åndelighed, for vejledning og for et hvilepunkt for tanken og bekymringen. Som en livsrytme.

Jeg slår ikke korsets tegn hver morgen, men måske vil jeg gøre det en gang imellem og minde mig om, at Vorherre er uden for mig og mine fornemmelser, min tro og min tvivl. Og at det løfte, han har givet mig, står fast, selv når alt andet vakler. For han er jo den faste borg, som gode gamle Martin Luther lærte os.

Sognepræst Katrine Winkel Holm