Troen set gennem to salmer 

Salmer og sang fylder en hel del i kirken – vi synger om søndagen til Højmessen, vi synger dåbsbarnet/dåbsbørnene ind, vi synger for konfirmanderne, for brudeparret, og vi synger for de døde. For grundlæggeren af det, der sidenhen skulle blive folkekirken, Martin Luther, var musikken også en på alle måder givtig og gavnlig gave til mennesket. Luther har selv skrevet en god håndfuld af de salmer, vi synger i dag (eksemplerne kan du se til slut).

Salmesangen kan udtrykke noget, som ord ellers ikke kan udtrykke. Ifølge Luther kan musik glæde de bedrøvede, opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og fordrive Djævelen. Den er bedst, hvis den bliver brugt til at lovprise Gud. Jeg har valgt to salmer fra salmebogen og vil se lidt på hvordan troen på Gud kommer til udtryk. Den første salme, vi skal se på, er Luthers egen salme Vor Gud han er så fast en borg (DDS 336) og derefter salmen De dybeste lag i mit hjerte (DDS 28).

Vor Gud han er så fast en borg 

Bare titlen siger en hel del. Her er det troen på Gud som værende den faste støtte, borgen, og ikke menneskets egen tro. Menneskelivet bliver hos Luther beskrevet med stærke kampmotiver. Fjenden mod mennesket (og de djævle, der myldrer frem på jorden). Men mennesket har med sig ”Den rette mand omgjordet med Guds vælde”. Gennem salmens fire vers får man billedet af mennesket som sat i kamp i verden, men vi kan gå ind i kampen, fordi Gud allerede har vundet den for os med Jesu død og opstandelse. Derved har salmen et opløftende præg. Det onde kan bare komme an!

tage de vort liv,

gods, ære, barn og viv,

lad fare i Guds navn!

Dem bringer det ej gavn, 

Guds rige vi beholder.

(DDS 336, vers 4)

De dybeste lag i mit hjerte 

Der er allerede i titlen en forskel, som er værd at bemærke. Vi er gået fra flertallet (vor Gud) til ental (mit hjerte). Fokus går også fra det mere udadvendte (vor Gud) til det indadvendte i hjertet. Denne indvendighed er i Jens Rosendals salme den røde tråd, dog vender fokus efter det tredje vers ud mod Gud igen.

Den store forskel ligger for mig at se dog snarere i den markante forskel, troen kommer til udtryk. Hvor den ene salme udtrykker en mere stålfast tro, om man så må sige, så er Jens Rosendals trosbegreb mere tvivlende i sit udtryk. Han spørger eksempelvis i vers 3:

Er billedet til som en kalden, 

der rammer mig langvejsfra? 

Et paradis, fjernt og forsvundet 

fra slægten, jeg stammer af? 

Er kaldet kun ekko af drømme, 

den ø, som er intetsteds til,

Begge salmer udtrykker på mange måder to aspekter ved det, vi kalder tro. Troen i dens mere stålfaste form, men også den mere tvivlende, forsigtige form. Det fortæller noget om, hvordan troen kan være. Den kan være både stålfast, men den kan også være forsigtig og tvivlende.

Der kan der være en trøst at finde i evangeliets fortælling om påsken, som vi nu begynder at rette kirkeåret hen mod. For påsken fortæller os også hvordan Guds tro på os, og hans kærlighed til os, ikke vakler, men sætter sig igennem i livet og døden. Vores tro – din og min – den er ikke fasttømret, urokkelig, ligesom vi heller ikke er det. Men Guds tro på os er. Hans kærlighed står til at sætte sig igennem hver eneste dag.

Og end ikke døden og gravens sten skal forhindre det, og derfor vil jeg slutte med det sidste vers i Jens Rosendals smukke salme:

Så mød mig en skabelsens morgen 

her midt i mit goldeste land,

og knus mig i selviskheds ørken,

skab du så, som Skaberen kan.

At uro kan vendes til glæde,

min længsel til det, jeg formår:

at rejse mig nyskabt og leve

på jorden, mens dagene går.

Sognepræst Simon Buchwald