Paulus, europæeren

Paulus var manden der bragte kristendommen til Europa, og uden ham var kristendommen måske forblevet en mindre jødisk sekt i Palæstina. Lige nu er vi i Danmark og Europa vidner til nogle af de største og mest uoverskuelige verdenspolitiske forandringer siden Anden Verdenskrig. Måske kan Paulus inspirere i en vanskelig tid?

Verdensborger

Paulus var jøde, født i begyndelsen af det første århundrede efter Kristus i havnebyen Tarsus i den sydøstlige del af Lilleasien (det nuværende Tyrkiet). Som andre skriftlærde jøder havde også han en håndværksmæssig uddannelse, nemlig som teltmager. Han talte og skrev græsk, og han var samtidig romersk statsborger. Paulus var ’hellenist’, det vil sige at han tilhørte en hellenistisk kultur hvor græsk tænkning spillede sammen med en lang række forskellige kulturelle og religiøse tendenser i Middelhavsområdet. Man kan sige at Paulus som hellenist var en slags verdensborger der levede midt i en mangfoldighed af forskellige kulturer.

Hedningeapostel

Der var andre missionærer i den ældste kristendom, for eksempel apostlen Peter. Men jøden Peter forkyndte det nye budskab udelukkende for jøder. Heroverfor stod Paulus som en slags selvudråbt apostel. Han havde aldrig selv mødt Jesus og havde ikke været en del af inderkredsen omkring Jesus’ disciple, og han besluttede på egen hånd at forkynde budskabet om Kristus for ikke-jøder. ’Hedningeapostel’ – det skurrer måske fælt i vores moderne ører, fordi ’hedning’ rummer en negativ bestemmelse af ’de andre’. Men betegnelsen er præcis, for Paulus forstod Jesus Kristus som svaret på jødernes Messias-forventninger og opfattede virkelig ’de andre’. dvs. ikke-jøder, som gudløse ’hedninger’. Men samtidig brød han med den jødiske tanke at Israels gud på eksklusiv vis var gud for jøderne. De etniske markører måtte for Paulus vige for talen om en åndelig identitet: At tilhøre Kristus kan enhver komme til, hævdede han. Det drejer sig ikke om blodets bånd. Og så lå missionsmarken åben.

Til Europa

Paulus satte formodentlig fødderne på europæisk grund for første gang i år 50 e.Kr. da han var på sin anden missionsrejse. Han var ombord på et skib der sejlede fra Lilleasiens nordvestkyst og nåede havnebyen Neapolis (i dag Kavala i Nordgrækenland). Herfra drog han videre til Filippi og Thessaloniki længere mod vest, og begge steder grundlagde han hedningekristne menigheder. Det ældste kristne dokument, vi kender, er et brev Paulus skrev til menigheden i Thessaloniki i år 50 e.Kr., kort tid efter at han havde grundlagt meningheden (1. Thessalonikerbrev).

Himlen er centrum

Paulus skrev også til menigheden i Filippi. Filipperbrevet er nok skrevet i perioden 54-56, mens Paulus sad i fængsel i Efesos i Lilleasien. Her skælder han ud på nogle i menigheden der tror at man som ikke-jøde kun kan blive kristen hvis man først lader sig omskære og dermed bliver som en slags jøde. Paulus raser og minder dem om at det at blive kristen vedrører noget indre, ikke noget ydre. Det gælder om at blive ’omskåret i hjertet’. Han minder dem også om at han selv er omskåret, og han som farisæer er ekspert i jødisk religion, men at alt det intet betyder for hans kristne identitet. Paulus’ tidlige breve til de hedningekristne i Europa minder os om at kristendommen fra begyndelsen handlede om at der er noget der står over kulturel og etnisk identitet, og at ingen jordisk identitet modsvarer de kristnes himmelske og åndelige Kristus-identitet. Og derfor kan ingen kulturer eller lande eller grupper påstå at være tættere på Gud end andre.

Guds eget land?

Sjovt nok kaldes USA ofte for Guds eget land – som en slags ekko af Israel. Mens Europa kaldes…. ja, hvad kaldes Europa egentlig? Europa er ikke en håndfast identitet og savner fuldstændig en samlet myte om hvem europæere er og hvad deres særlige fortrin skulle være. Europa er ikke et kontinent der kan påstå at have indgået en særlig kontrakt med Gud om noget som helst – det minder mere om et kludetæppe, strikket sammen af alle mulige impulser. Måske kan vi takket være Paulus tænke på ’det europæiske’ som et ideal om en måde at være i verden på hvor blod og land og magt og ret er foreløbige og forgængelige størrelser, fordi vi set i et åndeligt, himmelsk perspektiv må give afkald på alt det for i stedet at være mennesker for og med hinanden.

Sognepræst Lars K. Bruun