Derfor er dåben vigtigere end konfirmationen

Det er konfirmationstid, og kirkegængerne i Sct. Mikkels må forberede sig på, at kirken er fuld af hvid- og mørkklædte unge mennesker plus deres store følge de kommende søndage.

En stor dag både for konfirmander og for familien. Der vil sandsynligvis være køretøjer en masse på Rosengade på konfirmationssøndagene og alt, hvad dertil hører af fest og gaver. Noget af det sidste, jeg fik fortalt mine konfirmander var, at deres konfirmationsdag er ingenting i forhold til deres dåbsdag.

Ikke sagt for at tage luften ud af de unges fest, men for at minde dem om, hvad og ikke mindst hvem, der er vigtigst. Ved konfirmationen siger konfirmanden ja til at blive konfirmeret, altså bekræftet i den kristne tro. Bemærk passivformen: Det er ikke konfirmanden, der bekræfter, men konfirmanden, der bliver bekræftet. Det sker ved den velsignelse, der er fast del af konfirmationen. Her hedder det:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Far,

som i dåben har gjort dig til sit barn,

han styrke dig i din tro og give dig håb,

han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!

Det er altså Vorherre, der bekræfter de unge og velsigner dem. Det er Vorherre, der handler, og konfirmanderne, der siger ja til at tage imod hans løfte og velsignelse. Der er altså overhovedet ikke tale om et jævnbyrdigt forhold. Vi er de svage og passive og Gud, den stærke og aktive. Det JA, det blev sagt til dem ved deres dåb, før de var i stand til selv at sige en lyd, står fast.

Og det er lige præcis det, der er glædeligt. For det er jo engang sådan, at de løfter, vi giver hinanden, ikke altid er langtidsholdbare. ”Vil du elske og ære....til døden skiller jeg ad”, spørger præsten forhåbningsfuldt ved vielsen, og brudeparret svarer begejstret JA, men bliver måske alligevel skilt syv år efter. For nu blot at tage ét af utallige løfter, som ikke altid holder.

Brudte løfter kan gøre os kyniske. Så meget desto vigtigere er det at vide, at der er ét løfte, der holder. At der er én, som man altid kan stole på. Nemlig Vorherre selv. Han bliver hos os med sit ord, det ord der aldrig glipper. Hans ord er den klippe, man kan bygge sit livsmod på.

Dåben og konfirmationen hænger nøje sammen og her tænker jeg især på konfirmandundervisningen. Det er her, de fleste døbte unge mennesker lærer noget om, hvad de er blevet døbt på. Det er simpelthen dåbsoplæring, der foregår i konfirmandstuen. Derfor bør alle døbte gå til præst, uanset om de efterfølgende vil konfirmeres eller ej. Det skylder man det unge menneske, der er blevet båret til døbefonten som spæd.

Præsten må altid stille sig selv spørgsmålet: Fik du lært konfirmanderne nok? Har de fået en fornemmelse af, hvad den kristne tro er? Præsten – denne præst! - må nok erkende, at man ikke nåede så meget, som man ønskede.

I onsdags sluttede vi sidste time af med at synge, og da hele flokken uden at hive salmebogen frem gladeligt sang  ”Ja, jeg tror på korsets gåde”, altså sidste vers af ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, så varmede det alligevel konfirmandpræstens hjerte og jeg tænkte: Hvis bare de en gang imellem husker, at korset er en gåde, og at der er én, der står dem bi, når de bliver fristet og møder modgang, så, ja, så er de faktisk godt på vej.

Sognepræst Katrine Winkel Holm